Vi har tidligere præsenteret årets farve – Ultra Violet – fra Pantone, og vi vil nu vise, hvilke farver man kan sætte sammen med den.
For at skabe et spændende udtryk og give mere spræl og liv i et rum, kan man modigt vælge komplementærfarven gul. Violet sat sammen med lime giver et friskt udtryk, hvorimod blå toner farven ned.
Sort og hvidt går altid, da de er helt neutrale – ja, nærmest som lys og skygge op mod en farve. Sort og lilla skaber dramatik og elegance, hvilket er den maximalistiske stil, vi ser vinde indpas. Lilla og hvid skaber et helt andet udtryk nemlig lethed, som leder tanken hen på forår.
Hvis lilla vægge og møbler er en tand for meget, råder vi til at anvende violet i detaljen i form af puder, tekstiler, glas- og keramikvaser.