Velkommen i det grønne

Vi har taget hul på et nyt år og dermed nye indretningstrends. 2019 tegner til at blive et spændende år på boligfronten, og vi ser allerede nu en tendens afspejle sig hos vore kunder: ønske om farve på vægge, møbler og tilbehør. Den mørke grønne farve er populær hos mange. Fokus på bæredygtighed og miljø har en afsmittende effekt på indretningen, hvor naturens farver og materialer samt planter stadig fylder meget. Årets farver i indretningen kan opstilles i tre grupperinger: 1. De mørke, dybe farver: grøn, blå, rust og karry. 2. De såkaldte New Neutrals: mælkehvid og beige sat sammen med meget afdæmpede toner af fersken, lavendel og gråblå. 3. De nye friske indspark: gul som spænder fra sart lysegul til honningfarvet samt den turkise fra sart akvamarin til cyan-turkis. Den danske designer Verner Panton udtrykte, at man ikke skal rafle om farvevalg; det skal være en bevidst beslutning. Farver har betydning og funktion. Når der skal vælges farver til hjemmet, er der flere faktorer, som er afgørende: rummets funktion, lysindfald (fra nord, syd, øst eller vest), øvrige farver i værelset (møbler, tæpper, kunst).

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies.