Velkommen i det grønne

Vi har taget hul på et nyt år og dermed nye indretningstrends. 2019 tegner til at blive et spændende år på boligfronten, og vi ser allerede nu en tendens afspejle sig hos vore kunder: ønske om farve på vægge, møbler og tilbehør. Den mørke grønne farve er populær hos mange. Fokus på bæredygtighed og miljø har en afsmittende effekt på indretningen, hvor naturens farver og materialer samt planter stadig fylder meget. Årets farver i indretningen kan opstilles i tre grupperinger: 1. De mørke, dybe farver: grøn, blå, rust og karry. 2. De såkaldte New Neutrals: mælkehvid og beige sat sammen med meget afdæmpede toner af fersken, lavendel og gråblå. 3. De nye friske indspark: gul som spænder fra sart lysegul til honningfarvet samt den turkise fra sart akvamarin til cyan-turkis. Den danske designer Verner Panton udtrykte, at man ikke skal rafle om farvevalg; det skal være en bevidst beslutning. Farver har betydning og funktion. Når der skal vælges farver til hjemmet, er der flere faktorer, som er afgørende: rummets funktion, lysindfald (fra nord, syd, øst eller vest), øvrige farver i værelset (møbler, tæpper, kunst).

Julegavekort

Giv en personlig julegave, som vil skabe glæde hos modtageren hver eneste dag i mange år.

Julebordet 2018

Det nostalgiske rører ved hjerterne, derfor er det altid ”legalt” at mixe de hyggelige ting fra julekasserne med det nye og trendy, som er et forfriskende input. I det følgende har jeg beskrevet årets jule tendenser.

Materialer

Messing og guld. Stentøj, keramik, porcelæn. Træ i form af redskaber, brætter og skåle. Som pynt har fyr vundet over gran i år, derudover bruges eukalyptus og juleroser stadig i stor stil. Stentøj og keramik fylder mere og mere på middagsbordene, og julestel ses i flere hjem. Selvom julestellet skaber stemning i sig selv, skal der mere til for at skabe et personligt bord. Det gøres bl.a. ved at skabe en kontrast til stellet. Er stellet hvidt og rødt vil en dyb blå dug være flot og tunge blå bloklys i forskellig højde. Det er også trendy med små stentøjsskåle til salt o.lign. som modvægt til et let julestel. Tænk kontraster, hvis du synes, dit julebord er lidt kedeligt. Har du rustikt stentøjsstel, kan små guldstager med små slanke hvide kertelys gøre udtrykket lettere. Små buketter med fine blomster og kviste nedtoner det grove. Nu til dugen: ligesom velour har vundet indpas på møbler og som gardinstof, er det flot at bruge som dug. Dog IKKE nervøs velour, men den tunge ensartede velour i en dyb farve: bordeaux, mørkegrøn eller mørkeblå – og til de lidt mere vovede er en karrygul flot til et mørkt stentøjsstel. Hørduge bruges hele året, men de er netop gode til julebordet, fordi de giver et nostalgisk udtryk. Vælg mellem grå, natur, dyb blå, bordeaux og mørkegrøn.

Julens farver 2018

Bordeaux, mørkegrøn og mørkeblå, terrakotta, karry og lilla, creme, beige og nude.

Tips til processen

Læg alle elementer, som du overvejer at bruge, på gulvet eller på et andet bord. Vælg først dug og spisestel. Dernæst lysestager med stearinlys i hvidt eller i den farve, som skal være bordets farvetema. Dernæst dekorationer som fugle, kugler stjerner engle eller hvad du synes om. Nu skal der tænkes grene og blomster. Du kan undgå vaser ved at lægge pynten (små kviste, kogler, tørrede blomster) direkte på bordet. Brug det samme materiale som kuvertpynt på servietten eller omkring kuverten. Når du på denne måde går trinvis til værks, opdager du hurtigt, hvornår disharmonien opstår, og du kan nemt bytte med noget andet. Hvis du frimodigt putter alt på bordet på én gang kan det være svært at vurdere, hvad der skaber disharmoni.

Har du brug for hjælp til at julepynte dit fima – eller privaten – hjælper jeg gerne med at skabe rammerne for den dejlige juletid.

Opdateret på dansk design

En god start på efterårssæsonen er – for mit vedkommende – en tur omkring design fagmessen Formland. Dialogen omkring trends og tendenser samt ved selvsyn at se de nye produkter er et must for at kunne rådgive optimalt ved indretning af hjem og virksomheder.

Tidens tendenser
Det grønne er stadig i fokus med masser af planter i hjemmet, og helt bogstaveligt er den mørkegrønne farve helt fremme: på vægge, sofaer, puder, duge og gardiner. Træ, stentøj, keramik og bæredygtighed fylder mere og mere. Nostalgien hitter og den blomstrende art nouveau ses også på puder og i vægdekorationer. Sæt bare dine yndlingsting frem, men skab plads omkring dem. Fjern det unødvendige – foretag et bevidste valg, så der ikke er mere i rummet end dét, der skaber glæde. Rummet skal udstråle ro og et sted til refleksion. Det er så basen for det liv, vi hver især fylder huset med hver dag.

Trend zone på Formland
Messen finder sted forår og efterår, og hver gang skaber udvalgte designere en trend zone, hvor nyheder vises i en kreativ sammenhæng. Senest er det design duoen Fly+Helsted, som har skabt House of Freakebana, det uperfekte perfekte. Et befriende udtryk efter en del år med de sociales mediers perfekte og ensartede billeder. Nu viser der sig en modstrøm, hvor stilarter og strømninger blandes, og et mere personligt udtryk skabes ud fra de ting og interesser, vi hver især trives med. Freakebana udspringer af ordet ikebana, som er en japansk kunstart indenfor blomsterdekoration. Med ordet freak iblandet får designerne vendt alt på hovedet: blomster i nye sammenhænge, tern og mønstre, plast og pynt i en ny forening, som giver inspiration til at skabe vores egne individuelle sammensætninger af de genstande, som betyder noget for os, og uden at skele til andres hjem.

Billedet indeholder sandsynligvis: 1 person, bord og indendørsBilledet indeholder sandsynligvis: 1 person, bord og indendørs

Hjælp til valg af vægfarve.

Danskerne er atter begyndt at træffe modige valg, når det gælder farver til hjemmet, og det gør boligerne spændende og personlige. Grundlæggende er det dog vigtigt at overveje følgende, inden farvevalget foretages:

Gulve, vinduer og møbler.
Lad din nye vægfarve harmonere med gulvets farvetone. Hvis gulvene har gyldne toner i sig, harmonerer det ikke med en kold farve på væggene. Læg evt. større løse tæpper på gulvet, hvor du i tæpperne har nuancer, som går igen i vægfarven. Lad møbler og vægge skabe gensidig harmoni i brugen af klare, rene farver eller dybe, mættede farver.

Zoner og flow.
Har du et større rum med flere funktioner, f.eks kontor-, sofa- og spiseafdeling, kan du med fordel dele områderne op ved hjælp af farver. Brug dog helst tone i tone, som giver smukke overgange mellem farverne. Det samme gælder overgangen mellem de enkelte rum i huset, hvorved et smukt flow opstår.

Lysindfald fra verdenshjørnerne.
Vi får meget forærende ved at lade lyset forstærke en farve: kolde farver mod nord, pastel farver mod øst, mættede og klare farver mod syd og varme nuancer mod øst.

God fornøjelse – og husk! Det betaler sig altid at få professionel hjælp til boligen.

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies.